Læserbrev: Respekt for SOSU’erne – ikke regnearkspolitik
- Jesper Kock
- 27. sep.
- 2 min læsning
Opdateret: 29. sep.

Liberal Alliance har været ude og sige, at de vil effektivisere Sønderborg Kommune med 100 millioner kroner, som de vil bruge på kernevelfærd. I en podcast fremhævede de, at SOSU-assistenterne har meget højere sygefravær end sygeplejersker. En sammenligning, der ganske enkelt ikke giver mening.
SOSU-assistenter arbejder dagligt tæt på de ældre: de hjælper med bad, toilet og tunge forflytninger. De er der, når en borger mister balancen eller laver en uventet bevægelse. Det er fysisk hårdt arbejde, hvor man let kan få en skade eller blive nedslidt over tid. Samtidig arbejder de tæt på mennesker med sygdomme, og af hensyn til borgerne kan de ikke gå på arbejde, hvis de selv er syge.
Derfor giver det ingen mening at stille SOSU’ernes virkelighed op imod sygeplejerskers eller andre faggruppers. Det er som at sammenligne pærer og bananer.
I Sønderborg Kommune er sygefraværet blandt de laveste i hele landet, også på SOSU-området. Mens landsgennemsnittet ligger på over 18 sygedage, ligger vi på ca. 15,8. Det er stadig mange, men det viser, at der er arbejdet målrettet og konstruktivt for at skabe gode arbejdspladser og et stærkt arbejdsmiljø.
Når Liberal Alliance ser på CEPOS’ beregninger og regner sig frem til et sparepotentiale på 100 millioner, overser de, at tallene ikke kan omsættes direkte til hurtige besparelser. De taler selv om ledelse som løsningen, men uden at sige, hvordan det konkret skal gøres. Skal vi længere ned, kræver det mere end overskrifter. Det kræver investeringer i hjælpemidler, trivsel og arbejdsmiljø. Sådan som vi allerede arbejder med her i Sønderborg.
Hvis vi vil længere ned, skal vi bygge videre på det, der virker:
Bedre hjælpemidler og bemanding, så de tunge løft ikke slider kroppen ned.
Fokus på hygiejne og smitteforebyggelse, så personalet ikke selv bliver syge.
Mere støtte og dialog, når medarbejdere oplever stress eller psykisk pres.
En kultur, hvor vold og trusler bliver taget alvorligt.
SOSU’erne gør en kæmpe forskel hver eneste dag. Det er deres indsats, der gør, at vi i Sønderborg kan holde fraværet lavere end de fleste andre steder i landet. De fortjener ikke mistro og skæve sammenligninger – de fortjener vores respekt og de bedste rammer at arbejde i.
Jesper Kock
Socialdemokratiet, kandidat til kommunalvalget i Sønderborg Læs læserbrevet på www.JV.dk (bag betalingsmur) på dette link.
Læs læserbrevet på www.naertognyt.dk på dette link.