Iværksætteri skaber fremtidens arbejdspladser
- Jesper Kock
- 16. sep.
- 2 min læsning

I mandags var jeg sammen med borgmester Erik Lauritzen på besøg hos J&CO i Vollerup – en virksomhed, der producerer valgplakater og grafisk materiale til både partier, foreninger og virksomheder. Det var inspirerende at se, hvordan Mads, der ejer J&CO, har valgt at gå imod strømmen. Hvor mange andre grafiske producenter har outsourcet produktionen til udlandet, har han i stedet satset på at skabe en stærk, lokal produktion her i Sønderborg.
Det betyder kort leveringstid, god service, grønne løsninger og – vigtigst af alt – lokale arbejdspladser. De nye valgplakater er fx trykt med en særlig blæk, så de efter valget kan genanvendes som plast i stedet for at ende i restaffald. Det er både sund fornuft og godt for klimaet.
De små bliver til noget stort
Jeg kender Mads fra mange sammenhænge i vores kommune – i børnehaven, i foreningslivet og når han bakker op som sponsor for lokale initiativer. Han er et godt eksempel på, at det er de små iværksættere, der kan skabe fremtidens arbejdspladser. Når vi som kommune handler lokalt, støtter hinanden og giver plads til iværksætteri, så kan små virksomheder vokse sig store – til gavn for os alle.
Mine visioner for iværksætteri i Sønderborg
Jeg mener, at vi i Sønderborg skal være kendt som en kommune, hvor iværksættere tør satse, fordi de oplever, at der er opbakning og muligheder.
Stærke netværk: Vi skal styrke samarbejdet mellem iværksættere, erhvervsliv, uddannelser og kommune, så der bliver skabt nye muligheder på tværs.
Mere lokal produktion: Flere virksomheder skal turde satse lokalt – ligesom J&CO – fordi det skaber arbejdspladser og omsætning i kommunen.
Grøn innovation: Iværksætteri skal være en drivkraft for grøn omstilling. Nye løsninger inden for klima, energi og bæredygtighed skal have plads til at vokse frem.
Plads til de små: Mange store virksomheder starter i det små. Kommunen skal skabe rammer, hvor de mindre iværksættere kan få fodfæste og udvikle sig.
Jeg tror på, at Sønderborgs fremtid bygges af mennesker, der tør tænke nyt, satse og skabe. Og jeg vil arbejde for, at kommunen giver iværksætterne den bedste grobund til at lykkes.



Kommentarer