En velfortjent anerkendelse til Jenni Sørensen
- Jesper Kock
- 22. dec. 2024
- 2 min læsning
Opdateret: 29. maj

I december havde jeg den store glæde at overraske Jenni Sørensen fra Mølleparkens Plejecenter med en buket blomster som en anerkendelse af hendes store indsats for kommunens ældre borgere.
Jenni blev indstillet af Suzanne Cecilie Jagd, som fremhævede hendes varme væsen, store omsorg og dedikation til arbejdet. Hun er altid smilende, imødekommende og sætter en ære i at skabe tryghed og livskvalitet for de ældre. Hendes indsats gør en forskel – hver dag.
For at sikre, at Jenni var på arbejde og at anerkendelsen kunne ske i en god ramme, besøgte jeg Mølleparken sammen med Stefan Lydal, formand for Social-, Senior- og Handicapudvalget. Selvom vi repræsenterer forskellige partier, deler vi en stor respekt for de medarbejdere, der hver dag løfter en vigtig opgave i kommunen.
Jenni blev rørt over opmærksomheden, og det var tydeligt, at hendes kollegaer sætter stor pris på hendes indsats. I december var hun – sammen med resten af personalet – med til at skabe en varm og hyggelig julestemning for plejecentrets beboere. Nogle af de ældre fejrer julen med deres familier, mens andre fejrer den sammen med personalet, der gør deres ypperste for at skabe en hyggelig aften, blandt andet med julemad og risengrød.
Jeg købte den smukke buket hos Kobberblomst i Sønderborg, og det var en fornøjelse at kunne overbringe den til Jenni som en lille, men vigtig anerkendelse af hendes arbejde.
Jenni er én af mange dygtige medarbejdere i Sønderborg Kommune, der hver dag gør en forskel for vores fællesskab. Det er vigtigt, at vi husker at værdsætte dem, der lægger energi og hjerte i deres arbejde – for det er deres indsats, der skaber den kommune, vi alle er en del af.



Kommentarer